onsdag den 20. januar 2010

Minutterne

5 minutter:

Tager en taxa til Hvidovre hospital.
Chafføren skuler til mig i bagspejlet, på den dårlige måde.
Han stoler ikke på mig, han har ret.
Taxameteret viser 489 og jeg springer ud af taxaen, og løber lynhurtigt ind, og forsvinder nemt blandt sørgende, syge og alle de hvidklædte.

Ser ud af vinduet hvordan han står og tramper i jorden som en hystade og taler i sin mobil.
Får lyst til at smadre vinduet og råbe ned til ham:
"Undskyld, jeg har glemt hvordan det er at være et menneske".
Men alt er boltret fast.
Alle stjæler.

Går ud på handicaptoilettet og fixer resterne.
Læser advarsler om smitsomme sygdomme og skedesvamp, inden mine øjne glider i.
Vågner ved at nogen rykker i døren.

Samler mine ting og går ned til informationen.


"De har ringet...fra en børneafdeling. Min datter er død."
Jeg savler lidt ned på min ruskindsjakke.
Jeg får lyst til fortælle hende det hele, men hendes arrogance bremser udbrud og følelser.
"Du skal hen på 620", siger damen, som om hun lige havde oplyst mig om dagens ret.
Hun er professionel.


Kommer op på afdelingen.
Bliver nærmest skæv af lugten af hospital.
Der er hurtigt en der henvender sig til mig.
Jeg ser anderledes ud.


Sygeplejersken siger at hendes plejeforældre er dernede.
Jeg går lige forbi dem, det er syv år siden jeg sidst så dem.
Genkender dem ikke, de genkender mig.

"Du kan være derinde i fem minutter, så kører de hende ned."
Siger kvinden med de runde hofter, der har haft mit barn i syv år.
"Vi vidste jo ikke om du kom", siger hun- næsten undskyldende.
Men også kun næsten.

Jeg står et par minutter derinde, som lammet, med ryggen opad døren.
Lister mig hen til sengen, og bøjer mig ind over hende.
Hun ligner ikke en der sover, hun ligner en der er død.

"Michelle?"

Jeg hvisker det, som var jeg i tvivl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar