tirsdag den 23. februar 2010

Dreng

Han var opvokset i en kernefamilie. Det vidste han ikke dengang, men var blevet klar over det sidenhen. Havde startet i vuggestue, hvor hans mor grædende havde efterladt ham til en opdragelse hun ikke selv havde kontrol over.
Men de værdier han lærte der "måtte jo komme ham til gavn senere i livet". Han kunne ikke huske, at hun forlod ham og mindedes ingen glæde ved igen at blive hentet. Han voksede bare. Ud af sit tøj, ud af sine sko og ind i en verden, som for ham var en forstad til København.


Da han kom i børnehave begyndte problemerne så småt. Han bed, slog, spyttede og sparkede. Havde ikke nogle interesse i at dele noget med nogen. Pædagogerne indkaldte til møde. De mente, det var fordi han var enebarn. Hans far mente bare, det var fordi han var en "frisk dreng". Han var uregerlig, kaldte de det. Tit så man ham stå ude i øsende regnvejr med håndfladerne vendt mod himlen. Når de prøvede at kalde ham ind, reagerede han ikke.

Da de på et tidspunkt skulle have et kæledyr med, valgte han at ignorere sin hamster og medbringe en legetøjsbil. Han ønskede sig en hund, men hans forældre "gad ikke at passe den".
Det havde han nu heller aldrig bedt dem om.
Der var en pige, Sofie, der havde en hund med. En Yorkshire terrier på kun 20 uger. Den slog han ihjel, inden de skulle have frugt. Han kunne godt huske at have kvalt den, men at han ligefrem også skulle have presset dens øjne ind i dens lille kranie stod ikke helt klart.


Forældrene blev tilkaldt. Mor kom i sin apotekerkittel og far i sit arbejdstøj. De havde set bekymrede ud. Og vrede. Pædagogerne havde svært ved at forstå det, der skete. De brugte ordet empati, og han troede, de talte om en ny is.

Han var 5 år.

Så fik han en støttepædagog. Det var en, som var ansat til at "holde øje med ham og se, om han havde det godt". Det var en kvinde. Meget ulig hans mor. Hun var tyk og havde tendens til at svede meget. I ansigtet.

Han var hurtig til at lære hende at kende. Hurtig til at narre hende. De andre børn undgik ham heller ikke men trak sig ud af legen, når det blev for vildt.
Der blev holdt mange møder, og der blev snakket meget. Han lærte kun en ting.

Der var altid kvinder til stede.

fredag den 19. februar 2010

Jeg elsker mine Myspace mails

"are you angel?ı thınk you are angel.can we talk?my skype matteo_notte
my msn matteo_notte@windowslive.com"

Alle er naturligvis velkommen til at svare.

lørdag den 6. februar 2010

Gårsdagens bedste citat:

"Hun er alt for kristen til at være med i X-factor"

onsdag den 20. januar 2010

Minutterne

5 minutter:

Tager en taxa til Hvidovre hospital.
Chafføren skuler til mig i bagspejlet, på den dårlige måde.
Han stoler ikke på mig, han har ret.
Taxameteret viser 489 og jeg springer ud af taxaen, og løber lynhurtigt ind, og forsvinder nemt blandt sørgende, syge og alle de hvidklædte.

Ser ud af vinduet hvordan han står og tramper i jorden som en hystade og taler i sin mobil.
Får lyst til at smadre vinduet og råbe ned til ham:
"Undskyld, jeg har glemt hvordan det er at være et menneske".
Men alt er boltret fast.
Alle stjæler.

Går ud på handicaptoilettet og fixer resterne.
Læser advarsler om smitsomme sygdomme og skedesvamp, inden mine øjne glider i.
Vågner ved at nogen rykker i døren.

Samler mine ting og går ned til informationen.


"De har ringet...fra en børneafdeling. Min datter er død."
Jeg savler lidt ned på min ruskindsjakke.
Jeg får lyst til fortælle hende det hele, men hendes arrogance bremser udbrud og følelser.
"Du skal hen på 620", siger damen, som om hun lige havde oplyst mig om dagens ret.
Hun er professionel.


Kommer op på afdelingen.
Bliver nærmest skæv af lugten af hospital.
Der er hurtigt en der henvender sig til mig.
Jeg ser anderledes ud.


Sygeplejersken siger at hendes plejeforældre er dernede.
Jeg går lige forbi dem, det er syv år siden jeg sidst så dem.
Genkender dem ikke, de genkender mig.

"Du kan være derinde i fem minutter, så kører de hende ned."
Siger kvinden med de runde hofter, der har haft mit barn i syv år.
"Vi vidste jo ikke om du kom", siger hun- næsten undskyldende.
Men også kun næsten.

Jeg står et par minutter derinde, som lammet, med ryggen opad døren.
Lister mig hen til sengen, og bøjer mig ind over hende.
Hun ligner ikke en der sover, hun ligner en der er død.

"Michelle?"

Jeg hvisker det, som var jeg i tvivl.

Minutterne

4 minutter:
Vælter ud af døren, og ud i en opgang, jeg ikke synes at kende.
Der lugter af pis, karry, vådt tøj og hund- og en lille smule af råddenskab. På den dårlige måde.

Knytter pengene i hånden, så mine knoer bliver hvide, og tager trappen som jeg tager alle folk.

Hurtigt, vredt og hårdt.

Ude på gaden, vælter folk rundt, det er eftermiddag, og Vesterbros nye ludere, de smartklædte mødre iført retrobarnevogne, bevæger sig i hastige skridt fra cafe til cafe, mens latte og brownies gør dem gravide igen. På den dårlige måde.

Jeg går hurtigt ned til kirken.
Nu er det min tur, til at få det rart.

Der er ingen ved kirken, og jeg begynder at småstresse.
Prøver at berolige mig selv, men må hurtigt indse at der er sket, et eller andet. På den dårlige måde.

Må op til Mohammed, selvom jeg sidste gang svor at det gjorde jeg aldrig igen. Ringer på dørtelefonen, og han trykker mig ind.
Får hurtigt handlet, og han får raget.
Hader mig selv for det. Hader ham, hader hans "smokke" og hans smag.


Får fixet på toilettet på torvet, og da mit baghoved rammer bagvæggen, ringer min mobil.

" Er det Camilla Buch- Jespersen?"

"Ja, det er....mig"

Jeg taler så langsomt og savlende, at jeg er lige ved at prøve at gentage da hun siger:

"Jeg er sygeplejerske på børneafdelingen på Hvidovre Hospital- jeg ringer for at meddele at din datter afgik ved døden for 4 minutter siden".

Nu kan jeg ikke tale, få luft eller forstå.

Fire minutter?

mandag den 18. januar 2010

Cykelhjelme

Jeg hader folk med cykelhjelme. Ihvertfald cirka 80 % af dem. Specielt de der mænd plus 40, med cykelhjelm og kliksko, der drøner derudaf, over for orange, viser ikke af når de drejer, og alligevel har overskud til at kigge olmt på det der dækker mit hoved. Sony.

Og de er et par gange på ruten oppe at træde på deres 6 år gamle Kildemoes citybike, og alligevel mødes vi nede ved krydset for rødt,hvor de igen sætter igang.Deres timing er elendig på vejen, som den er i privaten, og stakkels deres koner der hver onsdag & lørdag må lægge øre til "skal vi elske", sagt af en småkvabset hvid mand, med old school underbukser, der efterhånden kun kan få rejsning, når konen har super duper dong, halvt oppe i sig.Og den der klamme rem, strammer deres hage op i to dele, og trykker deres briller længere ind i ansigtet. De ligner rene idioter.

Og dullerne, der kører rundt med hjelme fra Mills overbetrukket med stof som en kasket, det ligner noget en jydemor med kastanjefarvet rødt hår, har lavet på endnu et af hendes AOF kurser. Og jeg kan sagtens huske da jeg stod i baglokale på Mills, og gloede på kuglelejre i 2 timer, og alle var nørdede nok til at stå og glo med. Og nu hvor man træder indenfor i Mills, bliver man mødt af en pæn ung mand i lyserød striktrøje der siger :"Sig til hvis de har brug for hjælp frue, vi er lige netop modtaget et nyt parti cykelhjelme, hvis det har sin interesse".

Og damerne, der kører max 10 kilometer i timen, og ligeså godt kunne gå rask til, så kunne de måske og tune den der trippelrøv de har fået oparbejdet, og vi andre slap for at se trussen med vaskemærket hvor der står "100 % bomuld, kan vaskes ved 60 grader". Og deres superprovokerende adfærd, når de triller forbi alle ved det røde lys, i tredie bane, for at forhindre alle andre i at komme frem når det bliver grønt, fordi de liiige skal op på cyklen først.



Og her er beviset for min påstand, ha:
http://www.bt.dk/forbrug/cykelhjelm-giver-flere-ulykker

søndag den 17. januar 2010

Mandag morgen

Der er ting jeg ikke behøver at opdage- især ikke en mandag morgen. En af dem er denne her:
http://www.bt.dk/sex-og-parforhold/anni-foensby-saadan-fandt-jeg-mit-g-punkt